I vore dage præges moden heldigvis af en række parallelle tendenser, som det oveni købet er tilladt at blande efter forgodtbefindende. Heldigvis, for det gør det meget lettere at finde noget, der passer til ens personlige stil.

Gertrud Maria Bønnelykke, stylist på Eurowoman, blev for nylig interviewet om sommerens smykketrends på TV2.

Hun gjorde opmærksom på tre forskellige strømninger: Romantisk, rå og minimalistisk:

Den romantiske smykkestil er Chanel-agtig med diamanter og perler i lange baner. Stilen er klassisk og tidløs. Simili er tilladt, men gå i så fald efter maksimal effekt: Lange perlekæder eller store sten på fingeren.

Den rå smykkestil er mere tendenspræget og går måske, måske ikke, hurtigt af mode. Derfor skal man ikke investere i de dyreste rå smykker. Oxideret sølv er et populært materiale i den rå stil, foruden læder – og det skal helst være sort.

Den minimalistiske smykkestil omfatter skulpturelle smykker. Der går meget materiale til de markante smykker, men designet er tidløst. Det kræves ofte af de minimalistiske smykker, at tøjet er enkelt. Smykkerne har brug for plads at boltre sig på.

Eurowoman marts 2011